Den menneskevenlige by

Byens ansigt kan inspirere, skabe tryghed og fællesskab. Og det kan skræmme, fremmedgøre og få mennesket til at forsvinde ind i egen hule. I Danmark spejler byerne en kultur, der dyrker privatsfæren og forsømmer investering og tilstedeværelse i de offentlige rum. Det mener Professor i Psykologi ved SDU, Kirsten Kaya Roessler. 

 Vi skal tænke grundigt over, hvad byerne gør ved os som mennesker, når vi indretter fremtidens byer. For mennesket reagerer sensibelt på omgivelserne, på lugte, støj, stress og synsforstyrrelser. Det mener professor og underviser i faget Arkitekturpsykologi ved Institut for Psykologi. Hun ser med skepsis på den måde byerne udvikler sig på i dag – globalt og i Danmark:

-Jeg mener, at vi generelt har udsultet byerne, for man har jo taget menneskene ud af dem og skabt steder, hvor mennesker ikke føler sig velkomne. Bymidten er død efter kl. 16., hvor butikkerne lukker, siger hun.

»Dansk kultur er overvejende indadvendt. Det mener jeg er et af svarene på, at vi i Danmark har skabt byer, hvor mennesket i arkitektonisk forstand kun i ringe grad inviteres til at tilbringe tid i de offentlige rum«.

 ’Ikke-komme-i-berøring-kultur’ har formet danske byer

En del af forklaringen på, at de danske byer ifølge Roessler i stigende grad sygner kan tilskrives et dansk sindelag, der  former brugen og indretningen af byen:

-Danmark er et meget privat land. Et hus kan se lidt trist ud udefra, og når du så kommer indenfor så er det ’bo bedre’. Et af det spørgsmål vi kan stille, når vi undersøger byerne er derfor også om vi har vi en kultur, der går meget ud, eller om har vi en kultur, der sværger mere til tilstedeværelse i de private rum. Jeg tror vi har en ikke-komme-i-berøring-kultur i Danmark. Altså en kultur, hvor man ikke møder hinanden, hvor man ikke kommer i kontakt med hinanden, og hvor arkitekturen heller ikke fordrer kontakten, siger hun

-Det har blandt andet har ført til, at vi har etableret en masse parcelhusområder, der ligger som en krans rundt om bymidterne. I udkanten af byerne har vi så flere steder de, efter min mening, menneskelige katastrofer, storbutikscentrene. Livløse og firkantede kasser, hvor der ikke er kontakt mellem mennesker, siger Kirsten Kaya Roessler, der peger på en kultur, hvor mennesker i mindre grad søger kontakten med hinanden i byrummet. Kunsten må være at genopfriske den gamle markedsplads, hvor man sidder på bænke og spiller petanque. For I dag mener jeg simpelthen, at vi ser for få mennesker i byerne,« siger hun.

Dansk byliv to-go

Helt ned i mindste detalje er de danske byfacader konkrete eksempler på, hvordan en to-go trend dominerer tilstedeværelsen i bymiljøet, mener Roessler. Hun peger på, hvordan den arkitektoniske opmærksomhed rettet mod effektiv transport fra ’A’ til ’B’, går forud for opmærksomheden på tilstedeværelse.

– Byfacade, fortov og kantsten er helt basale byelementer, som man gestalte meget forskelligt. I dansk kontekst er det elementer, man aldrig har værnet om. I Tyskland værner man mere om det vi kan kalde mellemrummet. Her er blomsterkasser på fortovene og for hver tredje butik en biergarten, hvor man kan sætte sig og være. I Danmark har man i overvejende grad butikker, der ikke inviterer til at være,«, siger hun og fortsætter:

-Det afspejler måske også den danske kultur, hvor man i mindre grad er i kontakt i mellemrummet. Når du er i byrummet er tilstedeværelsen anonym, og det spejler sig i den måde hvorpå man værner om de offentlige pladser. Man prøver dog mange steder at gøre noget ved det, eksempelvis med Brandts Klædefabrik i Odense, hvor man tænker relationen mellem bygninger og mennesker ind. Men hvis ikke der gøres mere for at styrke de offentlige byrum som væresteder, så er vi overladt til Jysk Sengetøjslager og 7-eleven, hvor du står i neonlys, og derfor er hurtigt ind og hurtigt ud,« siger hun.