Varde – Én kommune. Forskellige byer

De store byer lokker og trækker flere og flere til. Samtidig er mange mindre byer og landdistrikter under pres — befolkningstallet falder og gennemsnitsalderen stiger. Presset er endnu ikke massivt i Varde Kommune, men internt i kommunen er der stor forskel på byerne. Nogle byer vokser og andre oplever faldende indbyggertal. Denne analyse ser på byernes udvikling, borgernes ressourcebase og de enkelte byers roller.

Forskellige byer i den samme kommune

Denne analyse stiller skarpt på de mindre byer i Varde Kommune og inddrager både kommunens største by, Varde, og Region Syddanmark som sammenligningsgrundlag. Byerne i fokus i denne analyse er Ølgod, Oksbøl, Tistrup, Nørre Nebel, Agerbæk, Ansager, Alslev og Outrup. Der bor i alt 14.328 indbyggere i de otte byer, hvilket er en minimal tilbagegang fra 2008, hvor tallet var 14.337. Der er dog store forskelle mellem byerne.

Indbyggertallet i kommunen er faldet med 0,3 pct. i perioden 2008-2013, men tallet dækker over store forskelle inden for kommunegrænsen. Varde by er vokset med 4,3 pct. i samme periode. Til sammenligning er antallet af indbyggere i landdistrikterne faldet med 4,9 pct. Denne vandring fra land til by har konsekvenser for de enkelte lokalområder, hvor de mindre byer ofte udgør centrum for et område. At tegne profiler af de otte byer vil give viden om den enkelte by og om udviklingen i Varde Kommune.